Tilbagemeldinger Nifty-testen

Vi er glade for at kunne hjælpe gravide og deres partnere bedst muligt igennem graviditeten, med alle de tanker og bekymringer, der meget naturligt dukker op.

Nedenfor kan I læse Rikke Behrenz´ historie om hendes oplevelser og tanker omkring graviditeten og NIFTY-testen:


Da jeg fik mine to første børn som henholdsvis 24- og 25-årig, eksisterede bekymringer om spontan abort og kromosomfejl ikke i mit univers, da dette var noget, der skete for andre. Jeg tog i min lykkelige og til dels uvidende naivitet for givet, at jeg ville føde sunde og raske børn – og som forventet fik jeg to sunde og raske børn, der er teenagere i dag.

Efter min skilsmisse fra børnenes far mødte jeg min nuværende kæreste, der nu i en alder af 36 ingen børn har. Jeg var i mellemtiden fyldt 40 år og kendte statistikkerne for min fertilitet, så vi var klar over, at vi ikke skulle sætte vores håb om et fælles barn for højt.

Derfor blev vi glædeligt overrasket, da vi i sommeren 2013 stod med en positiv graviditetstest. Vi havde så svært ved at tro på resultatet, at vi tog hele 8 graviditetstests, før vi meldte vores ankomst hos lægen. Graviditeten var ikke planlagt, da vi ville have styr på vores boligsituation først, og med mine sølle 5 % chance for graviditet på en cyklus havde jeg valgt at stoppe med prævention – og skete det, ja, så skete det. Og i sommeren 2013 skete det så! Vi nåede at være lykkelige og glæde os over graviditeten i 14 dage, før jeg opdagede en blodplet i trusserne. Inden dagen var omme, var en spontan abort en realitet, vi blev nødt til at forholde os til – og vi var fuldstændig knuste begge to.

Selv om vi med vores viden og sunde fornuft vidste, at der måtte have været noget galt med fosteret, ændrede det ikke ved den bristede drøm, vi også skulle forholde os til. Vi havde været så lykkelige og lettet over, at vi var blevet gravide uden nogen ”større anstrengelser eller hjælp”, og nu stod vi der uden nogen garanti for, at vi kunne blive gravide igen. Det kunne jo bare have været et ”lucky punch”.

Vi kom os forholdsvis hurtigt over aborten og valgte i stedet at tænke positivt og fremad. Vi besluttede allerede på dette tidspunkt, at vi ved næste graviditet ville investere i tidlige scanninger, og hvad der ellers måtte blive aktuelt, og i det hele taget følge den næste graviditet meget nøje. Kort tid efter aborten blev jeg opsagt, uden det ændrede vores planer - vi var klar til at lave skarpe prioriteringer om nødvendigt.

Jeg begyndte at researche fertilitet og måder, hvorpå vi naturligt kunne forbedre vores fertilitet og i særlig grad min, da det højest sandsynligt var kvaliteten på mine æg, der pga. min alder var forringet. Efter en grundig research og begyndte jeg på en cocktail af fiskeoliepiller 3-6-9 (for at forbedre æggenes kvalitet), Q10 (for at forbedre celledelingen ved graviditet) og Gravitamin (folinsyre). Jeg stoppede med at drikke kaffe, droppede kunstige sødemidler og modtog kranio sakral terapi for at skabe den rette balance i kroppen, og sidst men ikke mindst begyndte jeg at kalenderføre mine ægløsninger og menstruationer. Set i bakspejlet gik jeg nok total i selvsving, men det virkede, for 3 måneder senere stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden….

Og så startede ALLE bekymringerne! For i min research havde jeg også fundet frem til, at jeg som snart 41-årig havde 50 % risiko for abort og hele 25 % risiko for at få et barn med kromosomfejl. Ergo havde jeg sølle 25 % chance for at få et sundt og raskt barn. Jeg var et nervevrag! Hver gang der kom en mærkelig lyd fra min mave, fór jeg i panik ud på nærmeste toilet for at tjekke mine trusser for blod. Det var rædselsfuldt…..

Så det var med hammerende hjerter, vi en kold november dag i 2013 mødte op til en tidlig scanning i uge 6 hos Scannings-huset i Silkeborg for at se hjerteblink. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg ville reagere, hvis der ikke var hjerteblink – og som en forsvarsmekanisme forberedte jeg mig på det værst tænkelige. Vi blev modtaget af Lisette, der glad mødte os med et stort smittende smil. Vi snakkede mine tidligere graviditeter og aborten igennem, hvorefter jeg blev scannet. Med det samme scanneren ramte mit maveskind, så vi et blinkede, nærmest insisterende lille hjerte, der hamrede løs. Intet kan beskrive den lettelse, jeg følte i dét øjeblik! I løbet af et øjeblik var min abortrisiko faldet fra 50 % til 25 %. Første milepæl var rundet, og det var gået godt! Så vi bestilte tid til næste milepæl – tidlig scanning i uge 8…..

To uger senere mødte vi igen op hos Scannings-huset. DVD’en og billederne fra den første scanning var blevet nærstuderet utallige gange i de forgangne uger for at holde den værste frygt fra døren og ikke mindst bevare troen på, at denne gang ville det lykkes. Igen så vi med det samme det lille insisterende hjerte hamre løs, og vi drog et lettelsens suk. Vi var omtrent samme sted i graviditeten, hvor vi aborterede sidste gang. Dette var anden milepæl i vores graviditetsforløb, og i løbet af endnu et øjeblik var vores abortrisiko faldet fra 25 % til 3 %!

Den ro, de to tidlige scanninger gav os, kan ikke beskrives. Vi turde så småt begynde at glæde os over graviditeten og ikke mindst tro på, at vi i sommeren 2014 ville stå med vores baby i armene. Endnu havde vi ikke fortalt nogen om graviditeten, da vi ville være på den sikre side eller i hvert fald i 12. uge, før vi delte nyheden med nogen. Vi havde også besluttet os for, at vi ville have lavet en moderkageprøve for at sikre os, at fosteret ikke fejlede noget. Moderkageprøven skulle være den 3. og sidste milepæl i forløbet, før vi turde give los og tro på, at det ville gå godt.

Efter de 2 tidlige scanninger meldte vi langt om længe vores ankomst hos lægen, og hele graviditetsforløbet i det offentlige regi blev sat i værk. Inden længe blev jeg indkaldt til nakkefoldsscanning og moderkageprøve.

Desværre havde vi ikke samme positive oplevelse i det offentlige regi, som vi havde oplevet hos Scannings-huset. Efter en lettere kikset nakkefoldsscanning, hvor jordemoderen og overlægen havde været oppe at diskutere, og hvor vi havde fået 2 forskellige resultater (1:250 og 1:50) på vores nakkefoldsscanning, valgte vi efter en kort tænkepause at få lavet en nakkefoldsscanning hos Scannings-huset. Resultatet af denne nakkefoldsscanningen blev 1:73 - stadig et dårligt resultat, men for første gang fik vi en saglig forklaring på det ringe resultat – min alder! Uanset hvad min blodprøve har vist, og hvor tyk/tynd babyens nakkefold var, ville min alder være nok til at trække resultatet ned i risikozonen. Vi snakkede resultatet igennem med Lisette og fik også diskuteret de forskellige muligheder for fosterdiagnostik. Lisette fortalte om den nye NIFTY-test, hun skulle til at føre i klinikken. En simpel blodprøve fra mig kunne give de samme svar om barnets kromosomer (kromosom 13, 18, 21 og kønskromosomer) som en moderkageprøve, men til forskel fra moderkageprøven var der ingen abortrisiko forbundet med NIFTY-testen. Vi gik derfra med ro i sindet og nye viden, som satte nye overvejelser i gang.

Efter 2 mislykkede moderkageprøver valgte vi at skifte sygehus. På det nye sygehus forsøgte de at lave en 3. moderkageprøve, men min livmoder trak sig sammen, og forsøget blev afbrudt. Overlægen mente, det ville være lettere at lave en fostervandsprøve i uge 15, så vi blev sendt hjem med en dato til en fostervandsprøve efter nytår.

Juledagene bød på en del spekulationer og overvejelser omkring fosterdiagnostik og ikke mindst etikken i det. Hvor langt var vi egentlig villige til at gå? Var vi virkelig villige til at risikere at abortere et sundt og levedygtigt barn af frygt for at få et barn med kromosomfejl eller misdannelser? Og hvis resultatet viste sig at være et sygt barn, ville vi så have det, eller ville vi afbryde graviditeten? For første gang i hele dette forløb stod det klart for mig, at jeg var parat til at gå graviditeten ud. Det lille liv, jeg havde set på scanningerne, skulle have en chance for at leve – også selv om det betød et barn med kromosomfejl, eller et barn der ikke ville være levedygtigt, når det blev født. Om ikke andet ville vi begrave et barn og ikke et foster. Så vi aflyste fostervandsprøven og bestilte tid til NIFTY-testen hos Scanningshuset for gravide.

Sygehuset indkaldte os til en tidlig misdannelsesskanning, hvor fosteret skulle gennemscannes på kryds og tværs. Dem skulle vi så igennem hele 3 stykker af, fordi fosteret var så livligt, at overlægen ikke kunne scanne grundigt nok. Vi ville gerne have kønnet at vide, men selv det var umuligt for overlægen at se.

Vores tålmodighed var mere eller mindre opbrugt. Så mens vi ventede på den 3. misdannelsesscanning, bestilte vi tid hos Scannings-huset til en kønsscanning. Det tog ikke lang tid, før Lisette med 100 % sikkerhed kunne afsløre, at vi ventede en lille pige!

I slutningen af januar 2014 mødte jeg ind hos Scannings-huset for at få taget blodprøven til NIFTY-testen. Jeg var den første, der fik lavet testen hos Scannings-huset, så både Lisette og jeg var spændte på resultatet. Jeg var nu så langt henne i graviditeten, at jeg havde mærket liv et stykke tid, og min intuition sagde mig, at så lille og stærkt et hjerte, og så meget liv jeg havde i maven, kunne kun betyde et sundt og raskt barn. Så jeg havde fuldstændig ro i sindet i de 3 uger, vi ventede på svar på NIFTY-testen. Jeg tænkte faktisk ikke meget over det, men nød i stedet graviditeten fuldt ud. Jeg var fuldstændig afklaret – også selv om resultatet skulle vise sig at være negativt, og det gav mig den indre ro, jeg havde brug for.

To uger efter blodprøven blev taget, ringede Lisette med det foreløbige resultat: ”Alt så fint ud, og vi skulle, som vi allerede vidste, have en sund og rask lille pige!” Endelig nåede vi 3. og sidste milepæl – alt var, som det skulle være! Ugen efter havde vi det endelige resultat på skrift: ”Vi skulle have en sund og rask pige”.

Ifølge planen kommer vores lille pige til verden i slutningen af juni 2014 – og vi glæder os ustyrligt. Det har været en lang og emotionel rejse, hvor der er blevet grædt mange tårer og har været mange bekymringer, skuffelser og prøvelser undervejs. Der har ikke været meget støtte eller forståelse at hente i det offentlige regi. Mest af alt har vi følt os som endnu et nummer i rækken af gravide, om end dette er blevet bedre, efter vi skiftede sygehus. Der, hvor vi har følt os set og hørt fra første færd, var hos Lisette hos Scannings-huset Det var her, der blev lyttet til os, og vi mødte den forståelse og støtte, vi havde brug for.

Til slut kan jeg kun sige, at vores forløb hos Scannings-huset har været alle pengene værd. Den ro, de mange scanninger, samtaler med Lisette og ikke mindst NIFTY-testen har givet os, har minimeret vores bekymringer. Den sidste scanning, vi har fået lavet, var for ”hyggens skyld”. Det var en 3D/4D-scanning i starten af april 2014, hvor vi for første gang så vores lille pige. Nu har vi også en idé om, hvordan hun ser ud – og indtil videre ligner hun sin far :)

Venlig hilsen Rikke Behrenz

Scannings-huset, JLB ApS

CVR: 20618043

Sølystvej 73

8600 Silkeborg​